Det er som om at nogen er ved at suge ilten ud af livet.
Tilværelsen er blevet til en cykeltur med halvflade dæk,
der langsomt har mistet luft,
mens jeg trofast har fortsat med at træde i de tunge pedaler.
Blevet vant til følelsen af et ustabilt underlag.
Blevet vant til trætheden.
En tilstand der altid kræver mere, end den giver.
Som om noget konstant er til forhandling.
På spil.
Som transparente skyer mindes jeg de lette og barnlige fornemmelse
af at cykle gennem livet.
Mærke friheden i hver bevægelse.
Dreje ned af afkroge og lade magi fylde mine lunger.
Jeg husker det indre rum uden tag.
Jeg kunne strække min krop uendeligt.
Det føles ikke længere sådan.
Jeg mærker den stive fornemmelse i ledende i min krop.
Siden hvornår har hvert et skridt føltes som en fem-årig på stylter?
Mine skridt er blevet vaklende.
Tøvende.
Som om en voksen står på lur.
Klar til at gribe ind hvert øjeblik for at fortælle mig, hvor jeg har lavet fejl.
Straffe mig for mine legende og uperfekt dansetrin.
Tankerne.
Blikket.
Dommen.
Forventningerne om hvor jeg burde være nu, på det her tidspunkt i mit liv, vejer tungt.
Som blysække om mine ben.
Du har ikke råd til at lave flere fejl
puster en kold stemme mig i nakken.
Jeg mærker lammelsen snige sig ind i blodbanerne,
mens jeg synker endnu længere ned
i den voksende revne mellem mine bryn.
Et dødsgab der fordybes i takt med de hårde ord,
jeg på daglig basis konsumerer, som var det luftige chips.
Mens jeg kigger på andre og har travlt.
Med tankerne.
blikket.
Dommen.
Som om jeg er ved at blive adopteret
af det samme elitære og benhårde dommerpanel,
som har kørt mit eget indre barn i sænk.
Min krop.
Min stemme.
Mit menneske.
Jeg vil være fri.
Fri fra mig selv.
