Jeg surfer rundt i et cyberspace af nervøse bølger,
der får det hav, jeg elskede at lege i,
til at virke tvivlsomt under mine fødder.
Det er ikke kun den hårde glasskærm på min iPhone,
der danner et panserskjold mellem mig og omverdenen.
Jeg spejder ud over horisonten,
mens jeg mister fornemmelsen for det hav,
der strømmer i mig.
Hvordan gør de andre?
Mit blik leder efter en formel.
En sikkerhed.
En tilladelse.
Må jeg godt bare være her
med alt, hvad jeg er?
Spørger et fjernt sted i mig,
uden at vide,
hvordan netop dét ser ud.
Hvis jeg bare kunne gribe om dét,
der skaber afstand i mig.
Men det kan jeg ikke.
Jeg ved ikke, hvad det er,
jeg holder fast i.
Jeg ved ikke, hvem det er,
jeg leder efter.
Kontakt.
Det er det eneste ord,
der lyser op fra længslens tåge.
Min hud savner at smage saltvandet.
Smelte i ét
blive rusket af strømmen
under overfladen.
Blive bevæget.
Dragten, jeg surfer rundt i,
klæber sig til min facon.
Strammer over mit bryst.
Er blevet til en mur
mellem min menneskelige form
og uendeligheden på den anden side.
Her til og ikke længere
hvisker den.
Mens vi danser på havet omkring os,
diskuterer vi,
om det er dragten,
der er blevet for lille,
eller mig,
der er blevet for stor.
Jeg aner dens intention.
Et skjold,
der vil beskytte mig
som en moder vogter over sit spædbarn.
Jeg ved det godt.
Dragten er en beskyttelse.
Og beskyttelsen er kærligt ment.
Men hvad hvis den samme kærlighed
kan holde mig i alt det,
dragten forsøger at beskytte mig mod?
Holde mig i ubehaget
ved at stå frem
med de bevægelser,
der bor i mig.
Nøgent.
Usikkert.
Voldsomt.
Prisen for at være sand
er modet til at være udenfor.
