Mit indre tryk stiger.
Det skvulper i mine øre.
Bestante og pulserende bevægelser.
Rytmen minder mig om, hvordan livet udenfor mig, lever videre.
Også selvom alting føles kvælende.
Jeg smiler beskedent i mit indre ved tanken og fascineres et kort øjeblik.
Men ikke nok til at følelsen manifesterer sig i mit ansigt.
Jeg er træt af at være træt af denne her tilstand.
For det er ikke så meget tilstanden.
Det er den baskende modstand, jeg så ofte er kommet til at placere mig selv i.
For jeg har ikke tid til at have det sådan her.
Jeg har travlt med at være i overskud.
Travlt med at bevise, at jeg endelig er sluppet fri fra mine dæmoner.
En nærmest hånende stemme, dukker pludselig op fra en afkrog mit indre:
Jamen hvorfor giver du så ikke bare slip?
Skrid.
Hvis jeg kunne havde jeg stukket hende en flad og bedt hende om
at stikke hendes beige farvede sofa og Palo Santo pind op i røven.
Som om jeg ikke er klar over
at årsagen til min puffy øjne og manglende livslyst
handler om, at jeg sidder fast.
Kviksandstanker, kalder jeg dem.
Ikke at de er tunge i sig selv,
men fordi noget i mig giver dem en tyngde,
der kan mærkes helt ned i hjertet.
Her bliver de til en knude.
Nogen vrider mit klarkludshjerte
mens tårerne presser sig frem og får mine øjnbægere til at flyde over.
Jeg lettes.
Trykket. Pulsen. En brist.
Lettelse.
Noget føles som en lille død.
Ikke på vej mod en afgrund.
Mere et andet sted hen.
Jeg føler mig som en livmoder i fødsel.
Sammentrækning.
Lettelse.
Sammentrækning.
Lettelse.
Modstand. Slip. Modstand slip.
Jeg har lyst til at give op.
Jeg gider ikke blive revet rundt mere.
Jeg kan ikke mere.
Og lige der.
I afmagten.
På knæ i mit egen kviksand,
opstår et glimt af hvad der er ved at blive født
og hvad der er ved at dø
På samme tid.
