Ensomhedens borende fornemmelse
trænger helt ind i hjerte
og trækker usynlige tråde til en fjern tid
hvor det kun var mig og den vilde natur.
Et helle.
Et sikkerhedskammer.
Et skød jeg kunne læne mig ind i.
Falde ned i.
Overgive mig til.
Blive holdt i et kaos, der virkede for voldsomt til at være menneske i.
For nyligt er jeg havnet her igen.
I markens gavmilde skød.
Jeg er ensom.
Igen.
Vred.
Fremmedgjort.
Fremmedgjort af lyse skikkelser i kimonoer fra Bali.
Hold det i hjertet
siger de
fra deres luftige og højhellige tempel.
Jeg skriger indeni.
Mit hjerte vil ikke holdes.
Det vil galopere.
Som vilde heste.
Ud over afgrunden.
Mærke at livet er på spil.
Falde
Ned.
Ned.
Ned.
Helt ned på bunden af det, jeg så ofte har undviget.
Jeg vil hellere på date med mørket
end at sidde til endnu en beige cacaoceremoni med tørrede rosenblade og kvalmende røgelse,
der danner en mælkehvid mur mellem mig og livet.
Mig og de andre.
For lige dér.
Dér er jeg ensom.
Ensom om at være så bekendt med det mørke, som lyset er lavet af.
Ensom i at mærke det hele.
Ensom i at kende lagene.
Afkrogene.
Dem jeg for længst har fundet en mærkelig skønhed i.
Dér bliver lyset ensomt.
Det mangler sin skygge.
Her i samlingen af hvide hørdrager og tæmmede hårstrå,
længes jeg efter at kaste mig i favnen på min marks utæmmede frisure.
For her hos dig må jeg være det hele.
Du genkender mig i de rå og ufiltrerede tilstande.
Ligesom du er.
For du er det hele.
Lige her.
Mellem piskende regn og morgenfrisk dug
Mellem Raskende torden og fuglenes bløde symfonier.
Der holder du mig.
Ligesom jeg er.
